Som frivillig vagt vil du indgå i et team af andre frivillige, der udfører meningsfyldt arbejde i fritiden.
Som frivillig vagt vil du blive tilbudt at deltage i udviklende kurser, der relaterer til Krisecentret.
Hvorfor er jeg frivillig på krisecenteret?
Der kan være mange grunde, her er nogle af dem:
• Det giver point til uddannelsen.
• Jeg har længe haft lyst til at hjælpe krisecenteret og begyndte,
  da arbejde og børn tillod det.
• Jeg har haft med mennesker at gøre i mit arbejde og har lyst til at fortsætte det,
  da jeg forlod arbejdsmarkedet.
• Jeg møder voldsramte kvinder i mit arbejde og fik lyst til at hjælpe på krisecentret.
• Jeg er glad for at tilhøre en gruppe som da jeg var på arbejdsmarkedet.
1. Rekruttering af frivillige
2. Procedure for introduktion, fastholdelse og afskedigelse
Ad.1 – Rekruttering af frivillige.
De fleste frivillige på Haderslev Krisecenter henvender sig typisk på eget initiativ, efter "mund til mund"-metoden.
For at kunne blive frivillig vagt på Haderslev Krisecenter, skal man til samtale med lederen.
Alle frivillige der får kontakt med nye interesserede frivillige, kan fortælle dem, at de kan ringe eller maile til krisecenteret og lave en aftale om samtale.
SAMTALEN:
- Information til den frivillige om, hvad Haderslev Krisecenter er og hvordan vi arbejder.
- Herefter skal den frivillige fortælle om sig selv.
- hvorfor har hun interesse i at blive frivillig her?
- lidt om egen baggrund?
- hvad er den frivilliges styrke og svaghed?
- holdning og kendskab til vold og misbrug?
- holdning til børn?
- ressourcer?
Efter samtalen kan den frivillige og lederen tage stilling til, om den frivillige kan begynde på Haderslev Krisecenter.
Ad.2 - Procedure for introduktion, fastholdelse og afskedigelse
• Den frivillige skal være "føl" minimum 3 gange.
  Dvs. i mesterlære hos en "gammel" frivillig.
• I denne periode skal oplæringsmappen gennemgås,
  så den nye frivillige bliver i stand til at tage ansvar for huset og kender vilkårene.
• Hvis ikke den frivillige føler sig tryg og vidende nok efter 3 gange,
  må hun være "føl", indtil hun er parat til at være selvstændig vagt.
• Det er vigtigt, at den nye frivillige ved, at hun altid kan kontakte
  en anden vagt i tvivlsspørgsmål eller kontakte lederen.
• Vi kan ikke få krisecentret til at fungere uden dialog, så sig til,
  når du har noget på hjerte.
• Når du er "færdigudlært", kontakter du koordinatoren i din gruppe.
• Når du har været i gang et stykke tid, bliver du indkaldt til 2 introduktionskurser,
  som du skal deltage i. De vil finde sted 2 gange 2 timer sammen med de
  nyest ankomne frivillige. Kurset afholdes af lederen og du får skriftlig besked.
• For at fastholde og dygtiggøre de frivillige, tilbydes der hvert år
  flere fællesarrangementer og kurser, som bestyrelsen gerne ser at mange deltager i.
• Lederen giver supervision til de frivillige efter behov.
• Man kan som frivillig blive "afskediget", hvis man ikke overholder sin tavshedspligt
  eller overtræder husets værdigrundlag. "Afskedigelsen" besluttes
  af lederen i samarbejde med bestyrelsen.
Som udgangspunkt øger de frivillige kvaliteten ved at:
• opretholde sikkerheden
• være et frisk pust udefra
• være rollemodel
• være voksenselskab
• kunne lytte
• aflaste med praktiske opgaver
Alle opgaver foregår i samarbejde med de ansatte og ud fra de rammer og mål, ledelsen af krisecentret har fastlagt.
De frivillige skal have følgende forudsætning:
• At turde være til stede
• At være rummelig og fordomsfri
• At kunne være personlig, men ikke privat
• At have lyst til at forpligte sig gennem en længere periode
• At kunne være til stede uden at kende kvindens historie